Der hvor håbet gemmer sig – bag nytteløshedens hvisken

Sommerens stilhed og om det nytter noget

Det er juli og højsommer. Solrigt, stille og fuld af fravær. Folk er på ferie, og det mærkes over det hele.

Det er ikke det letteste tidspunkt at starte et nyt samarbejde op om salg af økologiske buketter i en lokal butik – og nogle dage føles det ærligt talt lidt op ad bakke.

Kommer det nogensinde til at ske, det skifte, jeg længes så inderligt efter?

Hvor flere vælger lokale blomster og fødevarer frem for de oversøiske, industrialiserede produkter.

Hvor nærhed og bæredygtighed bliver det naturlige valg, og ikke den niche, få klimabevidste kunder skal lede efter.

I de stille stunder sniger tanken sig ind: “Nytter det overhovedet noget?”

Når det, vi gør, ikke bliver mødt

Der er tidspunkter, hvor det, vi gør med omhu og kærlighed, ikke ser ud til at gøre nogen forskel.

Vi lægger kræfter, hjerte og håb i det, vi tror på – og møder tavshed. Eller utydelige svar. Eller ingenting.

Og så kommer følelsen af nytteløshed.

Nytteløshedens hvisken

Den larmer ikke. Den sætter sig bare tæt ved og begynder at hviske: "Du har prøvet nok gange nu." "Du kan godt stoppe. Det gør jo ingen forskel."

Og den kan næsten føles som visdom.
Den tilbyder en slags fred.
Ikke håbets fred, men den fred, der findes i et aflåst rum.
Her bliver du ikke ramt, nej.
Men du bevæger dig heller ikke.

Du holder op med at drømme.

For det at ønske sig noget, det at ville noget smukt og ærligt, gør ondt, når det føles formålsløst.

Fred i et aflåst rum

Det kan føles som en lettelse at trække sig tilbage.
At sige: "Så er det nok. Så gør jeg ikke mere."

Men den fred, der føles som beskyttelse, er ofte en form for indespærring.
Et sted, hvor vi ikke længere bliver brændt – men heller ikke brænder.

Og langsomt slukkes noget i os.

Løgnen om virkning før handling

Nytteløshedens løfte er en løgn.

Den fortæller os, at det kun giver mening at gøre noget, hvis virkningen er synlig på forhånd. At det kun er værdifuldt, hvis det “virker”.

Men hvad hvis vi ikke behøver det bevis?

Hvad hvis vi tør gøre det rigtige – ikke fordi vi ved, det nytter, men fordi vi mærker, at det er sandt for os?

At vælge integritet frem for garanti

Det er ikke altid let.
Der er ingen garantier.
Men der er en stille kraft i at leve i overensstemmelse med det, vi inderst inde ved.
En anden slags vished.
En fred, der ikke kommer af at få ret,
men af at være tro mod det, vi er skabt til at give.

Når spørgsmålet ændrer sig

Og så ændrer spørgsmålet sig.

Ikke længere: “Virker det?”
Men: “Hvem vil jeg være – også når det ikke ser ud til at ændre noget?”

Det er et spørgsmål, som ikke beder om svar, men om ærlighed. Og mod. Og kærlighed til det, man står midt i.

En fred, der føles som hjem

Jeg øver mig i at være med det spørgsmål.
At lade det leve i mig, uden at kræve svar med det samme.
Og når jeg bliver stille nok, sker der noget.

Noget inden i mig åbner sig.
Et klart rum, som ikke er fanget af skuffelse eller tvivl.
Her føles det pludselig så indlysende, at det selvfølgelig nytter noget.

Ikke nødvendigvis på den måde, jeg havde forestillet mig.
Men fordi integritet og omsorg aldrig er spildte frø.
De slår rod et sted – i mig, i andre, i det stille væv mellem os.

Og den fred, jeg finder der, den er levende.
Ikke låst.
Den føles som visdom.
Som hjem.

Er det noget, du kan genkende?